Nye afsløringer: NSA overvåger troldmænd og orker

Jagten på terrorister og kriminelle er ikke bare sket via overvågning af hjemmesider, forums og telefoner. De amerikanske og britiske efterretningstjenester har overvåget og samlet data ind fra online computerspil, der bliver spillet af millioner af mennesker verden over.

Det skriver New York Times, der har fået nye dokumenter fra Whistlebloweren Edward Snowden i forbindelse med NSAs omfangsrige spionage mod verdensborgerne.

Overvågningen skete på grund af en frygt for, at terrorister igennem spiluniverserne kunne kommunikere anonymt, tjene penge og planlægge angreb. Det fik efterretningsfolk til at lave troværdige karakterer i spillene, hvorefter de ville infiltrere spillene. Altså har der løbet gnomer, elvere eller trolde rundt i World of Warcraft, der har haft et noget andet ærinde, end at slå en boss ihjel.

Fejlslået aktion

Ifølge dokumenter, som The Guardian har delt med New York Times, så var NSA advaret om at spillene kunne være ”potentielle kommunikationsnetværk der ville tillade potentielle mistænkte at gemme sig i mængden.”

Men ifølge dokumenterne er der ingen tegn på, at det rent faktisk er lykkes efterretningstjenesterne at få noget som helst ud af forsøget. Ifølge New York Times kan eksperter fortælle, at der kun er meget få beviser for, at terrororganisationer nogensinde har anset spillene som brugbare kommunikationsplatforme.

Derudover ville det være usandsynligt dumt gjort af terrorister, hvis de rent faktisk brugte platformene til at planlægge, hvad end de måtte have af planer. Spiludviklerne bag spil som World of Warcraft og Second Life gemmer samtlige samtaler mellem brugere, hvilket alle spillere accepterer, før de kan begynde at spille, og begge spiluniverser overvåger den virtuelle økonomi i spillene meget nøje.

Blizzard Entertainment, udviklerne bag World of Warcraft, fortæller til New York Times, at hverken den amerikanske eller britiske efterretningstjeneste havde fået tilladelse til at samle informationer fra spillet, og at de ikke var bevidste om overvågelsen.