Nye iPhones har et problem: Bøjer i lommen

Det kan meget vel være, at Apple gerne ville lave en bøjelig skærm, men det her var stensikkert ikke meningen. Efter flere brugere rapporterer om, at deres nyindkøbte iPhone 6 og 6 Plus er bøjet i lommen, kunne noget tyde på, at Apple har et mindre problem på hænderne.

Alt afhængigt af hvordan man behandler sin mobil, men en bøjet mobil er ikke til megen glæde. Ud fra de mange bøjede mobiler, ser det dog ud til, at det mest er phablet-størrelsen, iPhone 6 Plus, der er den mest udsatte. Den har både en større flade, der kan bøje, og så er den stadig tynd.

Men også iPhone 6-ejere oplyser, at deres smartphones er blevet bøjet.

Youtube-kanalen Unbox Therapy besluttede at lave en stresstest på iPhone 6 Plus og se hvor nemt den kunne bøjes. Og som man kan se i nedenstående video, så kan mobilen bøjes med de bare næver.

De oplyser, at de har lavet lignende test på Samsung Galaxy Note 3, der har en skærm på 5,7-tommer. Her måtte de konkludere, at den var noget sværere at bøje.

Men historien gentager i den grad sig selv, når det handler om Apple. Først er der de mange rygter om en ny mobil, så er der selve lanceringen, der viser at rygterne taler sandt. Så kommer rekord-salget og efter det anmeldelserne, som får Apple-haters til at hade og endelig lander disse historier, efter brugerne har haft dem i hænderne et lille stykke tid.

Men hvis I oplever bøjede mobiler i lommen, så vil vi meget gerne høre nærmere.