Nyt GTA klar til mobilen

Grand Theft Auto lever i øjeblikket sin femte sejrsgang på konsollerne, og nyder godt af en stadig kæmpe interesse for spillet, universet og underholdningen.

Derfor kan det kun være en god nyhed for de fleste, at forgængeren og inspirationen til GTA 5 nu kommer til de mobile enheder. GTA: San Andreas skulle komme til både iOS, Android, Windows Phone og Amazon Kindle en gang i december har Rockstar afsløret.

Selve spillet skulle være den tro kopi fra 2004, der skabte røre i den amerikanske andedam på grund af sit voldelige indhold og ikke mindst en omgang varm kaffe. En udvidelse der gik under navnet Hot Coffee, og som åbnede op for mini-spil, hvor hovedpersonerne havde sex. En udvidelse der senere er fjernet komplet, og som du bestemt ikke skal regne med er med i denne mobile udgave.

Endnu ved vi ikke præcis hvornår GTA San Andreas kommer til de mobile enheder – men vi glæder os!