Nyt iPhone-styresystem kan blive forsinket

Frigivelsen af iOS 7 kan i værste fald lade vente på sig.

Det skyldes, at udviklerdelen af Apples webside, Apple Developer Center, for få dage siden blev ”hacket” af en tyrkisk sikkerhedsforsker bosat i London, som fandt et sikkerhedshul i systemet og informerede Apple om det.

Nu ser det ud til, at sikkerhedsproblemet får konsekvenser for beta 4-versionen af iOS til udviklerne, som muligvis bliver forsinket i forhold til den oprindelige plan. Ifølge websiden amobil.no kan det i sidste ende komme til at betyde, at den endelige version af styresystemet heller ikke kommer ud til forbrugerne til tiden.

Apple præsenterede den nye version af iOS på udviklerkonferencen WWDC i juni, som efter planen skulle være klar til brugernes iPhones og iPads til efteråret.

Efter afsløringen af sikkerhedsbristen har Apple oplyst, at de laver en komplet ændring af udviklersystemerne, hvor de opdaterer serversoftware og opbygger databasen på ny.