Oscar-selfie mere end 20 mio dollars værd

Foto: Twitter

Prisen for en 30 sekunders lang reklame lå på cirka to millioner dollars til det stort anlagte Oscar-show, som blev vist i søndags, skriver Wall Street Journal.

Så Samsung havde den helt store pengepung fremme på filmverdenens store aften. De viste nemlig i alt fem minutters reklamefilm mellem Oscar-talerne og prisuddelingerne.

Men de endte med at få meget mere reklame, end de kunne drømme om. Ellen DeGeneres valgte nemlig midt i showet at bruge en Samsung-telefon, da hun skulle tage den selfie, der siden er blevet delt over 3 millioner gange på Twitter.

Ikke tilfældigt

Meget tyder på, at det ikke var tilfældigt, at det lige var en Samsung-telefon, som Ellen DeGeneres benyttede på den berømte selfie.

Kilder siger til Wall Street Journal, at det på forhånd var aftalt, at Oscar-værten skulle bruge Samsung-telefoner, når der blev taget billeder fra showet.

Ifølge kilderne gav Samsung gratis mobiler til ABC, som producerede showet og blev lovet, at telefonerne ville komme på TV. Samtidig blev Ellen DeGeneres instrueret i, hvordan man bruger en Samsung.

Og det er ikke helt uvæsentligt for reklameværdien, at hun netop brugte en Samsung til billedet.

-Ellens selfie har større gennemslagskraft end Samsungs reklamer til Oscar-uddelingen. Man kan ikke købe den slags viral magi, siger Allen Adamson, som er reklamedirektør til Wall Street Journal.

Så ifølge Allen Adamson er Oscar-værtens billede mere værd, end de 20 millioner dollars Samsung brugte på Oscar-showet. Til sammenligning brugte Samsung i alt 24 millioner dollars på samme show fra 2009 til 2013.