Påske: Her kan du gratis prøve en 3D-printer

Som vi skrev på BEEP tidligere i dag, er der netop kommet en ny dokumentar, der viser hvordan, 3D-printeren har fået en rolle i den amerikanske våbenlovgivningsdebat, da en ung fyr er begyndt designe, dele og printe reservedele til våben.

3D-printeren er dog ikke længere kun noget, som er forbeholdt de få. I Copenhagen Fablab i Valby har de nemlig fået en 3D-printer, som du kan bruge kvit og frit:

- Det er gratis at komme ind og arbejde med 3D-printeren. Man betaler kun for materialerne, siger kommunikationsansvarlig hos Valby Kulturhus, Jannik Knudsen til BEEP og fortæller, at interessen for 3D-printeren er stor:

- 3D-printeren har den der magiske kraft, der pirrer folks nysgerrighed. Den er noget særligt, og det er hver dag, at vi har forespørgsler på den. Valby Kulturhus har ligget her i over 30 år, og jeg tror, det kan tælles på én hånd, hvornår vi har åbnet en aktivitet, som er så bredt søgt, som det her, fortæller han til BEEP.

”Hackathon” i påsken

Skulle du få lyst til at prøve printeren holder Copenhagen Fablab åbent hver dag fra klokken 9, men i påsken er der en ekstra grund til at smutte forbi Valby:

- I morgen og i overmorgen arrangerer vi ”Kunsthackathon,”hvor vi laver nogle workshops med vores maskiner. Et af temaerne, som vi kører her skærtorsdag og langfredag, er 3D-print, hvor der kommer nogle af de mest garvede inden for det her felt og giver gode tips, siger Jannik Knudsen til BEEP.

Dukker man op i Copenhagen Fablab med en drøm om at printe en automatriffel, kan man dog godt tro om igen:

- Umiddelbart kan man printe det, man vil, men det kan man så ikke helt alligevel. Man må ikke lave våbendele og man må ikke printe copyrightbeskyttet materiale, siger Jannik Knudsen til BEEP.

Få din egen 3D-printer til 10.000 kroner

Har du langt til Valby, eller kunne du bare godt tænke dig din egen 3D-printer, er det faktisk allerede muligt. Det amerikanske firma MakerBot sælger deres billigste 3D-printer til 1.999 dollars. Copenhagen Fablab har, ifølge Jannik Knudsen, betalt cirka 15.000 kroner plus moms for deres printer, der kan ”printe” med tre forskellige plasttyper.

Der findes dog også langt dyrere og mere avancerede 3D-printere, der for eksempel kan ”printe” med metal og chokolade(!)

Når du engang får en 3D-printer, hvad er så det første, som du vil printe?