Pas på: Andre kan betale på dit gamle mobilnummer

Mobilbetaling er gået hen og blevet et hit. Det er nemt lige at overføre penge med MobilePay eller betale produkter med Paii direkte fra mobilen. Her knytter dine betalingsoplysninger sig til dit mobilnummer.

Men hvad sker der, når du skifter nummer?

Hvis ikke du selv gør noget ved det, kan dit arbejdsnummer genbruges af andre. Og pengene bliver stadig trukket fra din bankkonto. En Paii-kunde oplevede, at der blev trukket små pengebeløb på hans konto. Beløb han ikke selv havde brugt.

Ny kollega brugte ubevidst af kontoen

Årsagen var, at det stadig var hans gamle arbejdsnummer, der var tilknyttet Paii-tjenesten, og da han skiftede arbejde fik han ikke ændret nummeret eller fjernet det i tjenesten.

Så da en ny kollega overtog arbejdsnummeret og åbnede sin egen Paii-app, hævede den stadig penge fra den gamle registrerede bankkonto, som var tilknyttet nummeret. Den nye kollega brugte derved ubevidst en andens konto, da beløbene aldrig blev bedt verificeret med en pinkode.

Der var tale om mindre sms-køb på 24 kroner stykket for togbilletter, som kunden nu har fået fuldt refunderet.

Men Paii oplyser, at sms-køb på helt op til 225 kroner kan foretages uden en unik pin-kode.

Ingen private numre kommer i klemme

Paii forsikrer dog samtidig, at så snart der er tale om et nummerskift for privatpersoner hos teleselskaberne, så er der ikke tale om et problem. Her bliver alle informationer slettet. Det er kun, når der er tale om overdragelser af arbejdsnumre internt i virksomheder.

- Der er ikke nogle private numre, der kommer i klemme her. Så snart der er tale om en nummer-overdragelsen gennem teleselskaberne, så bliver alle informationer slettet og lukket ned. Så her skal man slet ikke være nervøs, forsikrer Paiis direktør, Peter Bredgaard.

Det er kundens eget ansvar, at være opmærksom på, hvor man har brugt sit nummer. Og i dette tilfælde fjerne eller ændre det, når der sker ændringer i hverdagen.

- Jeg ser det lidt som det samme som dit arbejds-id-kort. Du får det udleveret, når du begynder på arbejdet. Og du afleverer det tilbage, når du stopper. På samme måde skal man huske, at afmelde sit arbejdsnummer på tjenesten, når man stopper på arbejdet, fortæller Peter Bredgaard til tv2.dk.

Sådan sikrer du dig

Paiis kundeservice er selv kommet med en bunke anvisninger, som man kan tage til sig, afhængigt af hvad man gør, når man skifter mobil eller nummer ud:

  • En anden overtager din mobil: Afinstaller din Paii-app.
  • Du skifter nummer men beholder mobil: Udskift dit nummer. Gå ind i Indstillinger, Administrer konto og vælg Telefonnummer
  • Du skifter mobil, men beholder nummer: Hent app'en på den nye mobil og login
  • Du skifter både mobil og nummer: Kontakt Paii der skal registrere dit nye nummer. Hent app på ny og login

Du kan også oprette en såkaldt 'app låse-kode' under Indstillinger og Pinkode. Den gør det muligt at låse sin konto med en unik kode.