Pas på falske Flappy Birds

Selv om udvikleren Dong Nguyen for længst har taget det originale spil ned fra både Google Play og App Store, vælter det over med kopier og afarter af spillet Flappy Bird. Et hurtigt kig på hitlisterne viser, at de også stadig hitter derude.

Men nu advarer sikkerhedsbloggen Naked Security om svindlere, der har smidt næsten tro kopier ud af spillet på Android, der er fyldt til randen med malware, der kan betyde pludselige høje telefonregninger.

Heldigvis er de farlige apps derude nogenlunde nemme at skille ud, da spillet efter en kort rum tid pludselig siger, at prøveperioden er udløbet og man nu skal betale. Eftersom Flappy Bird var helt og aldeles gratis for brugeren, da det var ude, så burde de fleste alarmklokker her ringe.

Flappy Bird blev taget ned fra de forskellige app-butikker efter udvikleren mente, at det var et alt for vanedannende spil.