Pas på! Så nemt er det at stjæle dine adgangskoder

Det kan være nærmest umuligt at holde styr på samtlige ens adgangskoder til diverse hjemmesider, og derfor vælger mange at lade browseren huske på adgangskoderne.

Men hvis man bruger Google Chrome, så kræver det ikke mere end seks klik med musen for at få vist en adgangskode, der ellers skulle være hemmelig. Det betyder, at hvis nogen vil have fat på en af dine adgangskoder, så kræver det bare, at du er væk fra computeren i 20 sekunder.

Sådan ser du adgangskoderne

For at komme til at se dine adgangskoder, skal du i Chrome klikke på indstillinger under tilpas-menuen, vælge "Vis avancerede indstillinger" og så "Administrer gemte adgangskoder". Nu vælger du den hjemmeside, du vil have vist en adgangskode for, hvorefter du klikke på "Vis". Nu kan du se adgangskoden til den valgte hjemmeside.

Chefen for Google Chromes udviklingshold kender ifølge britiske The Guardian til problemet, men har udtalt, at de ikke har nogen planer om at gøre noget ved det. Dette har fået en af de vigtigste personer i udviklingen af det moderne internet, Sir Tim Berners-Lee til at udtale, at Googles holdning er skuffende.

Google Chrome er blandt de allermest populære browsere i verden, men efter afsløringen af dette sikkerhedshul møder browseren hård kritik. Andre browsere har tidligere haft lignende problemer, men var hurtige til at lukke sikkerhedshullet.

Sikkerhedseksperter argumenterer for, at det alligevel ikke er noget større problem at få fat på adgangskoder fra en ulåst computer, men dette argument holder ikke helt vand, da det kræver mere viden end bare at vide, hvad man skal klikke på for at få vist adgangskoderne. Det betyder nemlig, at enhver selv uden større teknisk indsigt kan stjæle adgangskoderne.