Politiet advarer: Pas på fupnumre

En sms med ordlyden: RING STRAKS TIL MIG! Og så et telefonnummer, der begynder med +88. Det kunne have været begyndelsen på en meget dyr fornøjelse. Det meldte flere politikredse og TDC ud i weekenden.

Efter henvendelser fra flere personer om denne sms, advarerede blandt andet Syd- og Sønderjyllands Politi om de udenlandske numre.

- Vores servicecenter er blevet ringet op af 4-5 stykker, som har fået en besked på engelsk, hvor der står man skal ringe et udenlandsk nummer op. Og det har vi nogle gange oplevet, at det kan være overtakseret, siger Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Hvis man vælger at ringe tilbage til dette nummer, bliver man bedt om at vente i telefonen. Og det kan hurtigt blive en bekostelig affære, da man ringer til en udenlandsk pris. Ekstra Bladet har været i kontakt med en person, der endte op med en regning på 700 kroner, efter at have ringet tilbage på nummeret.

Hos TDC er man også opmærksom på problemet. De har blandt andet advaret om det på deres Facebook-side. Her melder en del brugere ind med lignende problemstilling, men TDC oplyser, at de nu har blokeret de anmeldte +88-numre.

- Vi har vel fået omkring 30-50 henvendelser og 7 af dem er så røget i fældet og har ringet tilbage. Men heldigvis virker tallet ikke så voldsomt stort. Vi har set værre episoder. Nummeret er nu helt blokeret, så man ikke kan ringe tilbage, beroliger  TDCs presserådgiver, Mette Marie Rasmussen til tv2.dk.

Har du oplevet noget?