Politiet magtesløs over for kriminelle på skjult internet

På internettet har hackere og kreditkorttyve fået selskab af organiserede forbryderbander, som tjener penge på handel med alt fra narkotika og våben til falske identiteter og børnepornografi.

Det sker på et parallelt internet, ’mørkenettet’, som klienten Tor giver adgang til. Her kan forbryderne arbejde uden frygt for repressalier, for politiet kan efter eget udsagn ikke stille meget op, skriver Politiken tirsdag.

- Udviklingen er en stigende brug af Tor blandt kriminelle, og det sætter os altså - ikke fuldstændigt skakmat - men det vanskeliggør politiets arbejde utroligt meget, at man faktisk har en næsten 100 procents mulighed for at kommunikere og distribuere uden at blive identificeret, siger danske Troels Ørting, der er chef for Europols cybercrimecenter, EC3, i Haag til Politiken.

- Det er et problem, som rækker ind i den øverste del af den organiserede cyberkriminalitet. Der er det til gengæld også relativt udbredt. Det er helt klart, at de hardcore kriminelle bruger Tor, fordi de ved, at det gør det meget, meget vanskeligt for myndighederne at efterforske.

Politiet mangler redskaber

Han peger på, at også terrorister bruger Tor som en sikker kommunikationsvej og forklarer, at EC3 ofte får henvendelser fra betjente i EUs medlemslande, som er i tvivl om, hvordan de skal håndtere kriminaliteten på Tor.

William Buchanan, der er ekspert i netværkssikkerhed og professor ved Napier University i Skotland, har gennem en årrække samarbejdet med det skotske politi i sager om alvorlig kriminalitet på nettet. Han forstår politiets bekymringer, fordi dette er ”en helt ny verden inden for efterforskning”.

Han forklarer, at magtbalancen mellem politi og kriminelle i øjeblikket er tippet over i de kriminelles favør, og at der er brug for, at politifolk udvikler et helt nyt sæt kompetencer for at bryde ind i disse cirkler af organiseret kriminalitet.

I Rigspolitiets nationale it-efterforskningscenter, NITEC, bekræfter leder Johnny Lundberg, at udviklingen også foregår i Danmark. Og i avisens rundringning til landets politikredse bekræfter adskillige efterforskere kendskabet til Tor og dets kriminelle anvendelsesmuligheder, men ingen ønsker at stå frem med navn.

Den danske efterretningstjeneste PET har afvist at kommentere udviklingen.

Lukrativ forretning

I februar 2013 anslog FN i en rapport over verdens samlede cyberkriminalitet, at ofrene taber mere end 2.000 milliarder kroner årligt.

Selvom det er umuligt at lave den samme opgørelse over, hvor stor en del af det svimlende beløb, der kan spores tilbage til Tor, står det klart, at cyberkriminaliteten er ekstremt profitabel.

De kriminelles omsætning er ifølge rapporten mere end den globale handel med hash, heroin og kokain tilsammen.