Populær smartphone slår revner i siderne

Foto: TV 2/Morten Sahl Madsen

En af de mest populære smartphones i 2013, HTC One mini, kan pludselig – uden forudgående slag eller stød - slå revner i siderne.

Det erfarer tv2.dk, efter at en af redaktionens medarbejdere oplevede, at der kom tydelige revner i den hvide plastik, der omkranser skærmen på hans private HTC-telefon, kort tid efter at han havde købt den.

En søgning på nettet afslører, at han langt fra er den eneste med netop det problem. Utilfredse HTC One mini-brugere diskuterer livligt problemet på en række forskellige fora - blandt andet på teleselskabet Vodafones britiske webside, hvor det nyeste oplæg er dateret til 6. januar 2014.

Velkendt problem i butikken - men ikke i presseafdelingen

Da tv2.dk-medarbejderen henvendte sig til HTC-butikken HTC Concept Store i København med sin defekte telefon, fik han da også med det samme indtryk af, at det langt fra var første gang, personalet blev præsenteret for revnet plastikmateriale på miniudgaven af selskabets topmodel.

Han fik således direkte at vide af ekspedienten, at ”det problem kender vi godt, det er dårlig plastik”, hvorefter telefonen blev sendt til reparation, hvor den krakelerede plastik ifølge ekspedienten ville blive udskiftet.

På trods af ekspedientens utvetydige besked, har tv2.dk-medarbejderen ifølge HTCs danske presseafdeling blot været uheldig med sin telefon.

- Vi kan ikke bekræfte et problem med hensyn til revner i plastikmaterialet. Det sker, men det sker for så lille et antal telefoner, at der ikke er tale om et generisk problem. Vi beklager naturligvis meget, hvis vores personale ikke har givet korrekt information i den pågældende sag, skriver Malene Holm, der er marketing- og kommunikationschef hos HTC i norden, i en mail til tv2.dk.

Ifølge flere af de personer, der selv har oplevet HTC One mini-problemerne, opstår revnerne, fordi plastikken ikke kan holde til, at bagsidens aluminiumsmateriale udvider sig, når batteriet bliver varmt ved brug. Den forklaring er dog ikke blevet bekræftet af HTC selv.

Har du oplevet lignende problemer med din HTC One mini, hører tv2.dk meget gerne fra dig. Skriv en mail til journalist Louise Kielstrup Madsen på loki@tv2.dk. Husk at oplyse navn og telefonnummer.