Rygte: Ny Google-tablet på vej

I forbindelse med lanceringen af Googles nyeste styresystem til tablets og mobiltelefoner, Android 4.4 KitKat er Googles Android.com-side blevet kraftigt opdateret for at reklamere for det nye styresystem.

I den forbindelse er der dukket et billede op af en kvinde, der bruger en tablet, der ikke ligner nogen af de nuværende Nexus-modeller. Ifølge hjemmesiden Ars Technica bruger Google kun egentlige produkter på deres hjemmeside, så derfor er der meget der tyder på, at der er en ny tablet på vej, der skal tage kampen op mod Apples iPad Mini.

Den nye tablet har et tyndt design, kører med Android KitKat og lader til at have en skærm på otte tommer - altså en smule større end den eksisterende Google Nexus 7, der har været en enorm succes for Google. Altså er det en mulig Nexus 8-model.

Det er ikke første gang, at nye modeller er blevet lækket af Google selv. For eksempel blev Google Nexus 5 lækket i en reklamevideo. Derfor er der en ret stor sandsynlighed for, at den nye model kommer på markedet inden for en overskuelig fremtid.

Nexus 7 er blevet opdateret for nyligt, og der er vedholdende rygter om, at der snart kommer en afløser for Nexus 10, der aldrig officielt nåede på det danske marked.