Rygterne svirrer: Får den nye iPhone trådløs betaling?

Muligvis et billede af den kommende iPhone 6s bagside. Foto: uSwitch

En ny dag - et nyt iPhone-rygte.

Det synes at være tilfældet i øjeblikket, hvor vi med hastige skridt efter al sandsynlighed nærmer os lanceringen af Apples nyeste skud på smartphone-stammen.

Mandag rapporterer flere udenlandske tech-medier om, at den kommende iPhone - formentlig med navnet iPhone 6 - kommer med den trådløse teknologi NFC.

Det sker efter, at det franske medie Nowhereelse angiveligt har fået fingre i printkortet til Apples kommende flagskibsmodel, som afslører, at den er udstyret med en NFC-chip, som blandt andet gør det muligt at betale trådløst.

I så fald er det langt fra revolutionerende. Konkurrenterne har for længst fået øjnene op for NFC, der lader enheder kommunikere med hinanden blot ved at holde dem tæt sammen, og størstedelen af de nyeste smartphone-modeller understøtter således allerede NFC.

Op til hver iPhone-lancering de seneste år har der floreret rygter om, at Apple skulle have udstyret sin nye telefon med NFC, men det er som bekendt ikke sket endnu. Angiveligt fordi Apple har valgt at satse på Bluetooth LE (Low Energy) i stedet, skriver norske ITavisen.

Om rygterne taler sandt denne gang, bliver vi formentlig klogere på til september, hvor næste generation iPhone, som ifølge rygterne bliver tyndere, lettere, hurtigere og har en større skærm med højere opløsning end den nuværende model, forventes at blive afsløret.

Apple sælger masser af iPhones - men færre iPads

I sidste uge fremviste den amerikanske it-gigant sit kvartalsregnskab, der vidner om, at selskabet fortsat har godt gang i salget af iPhones. Apple solgte i kvartalet 35,2 millioner telefoner, og det er en stigning på 13 procent sammenlignet med året før.

Til gengæld bliver der langet færre tablets over disken; iPad-salget dykkede 9,2 procent, og der er i løbet af de tre måneder blevet solgt knap 12,3 millioner iPads på verdensplan.

Alt i alt fik Apple i sit tredje kvartal et overskud på 7,7 milliarder dollar, eller hvad der svarer til 42,5 milliarder danske kroner. Overskuddet er steget knap 12 procent i forhold til samme periode sidste år, og ”rekordkvartalet” skyldes ifølge topchef Tim Cook et stærkt salg af iPhone og Mac.