Så er Playstation 4 her

Syv år har spilfans måtte vente på den næste store generationshop ud i konsollerne. Og Sony kunne torsdag aften sætte hak ud for lancering i Danmark med et stort opsat arrangement i København. Et arrangement for spillerne selv, der netop er i centrum når spillekonsollen i morgen tidlig dukker op i udvalgte butikker landet rundt.

Der har allerede været skrevet en del omkring de noget begrænsede muligheder for at få fat på en konsol, hvis ikke du allerede har forudbestilt en, men der er nogle steder rundt om i landet, hvor det er muligt at få købt sig en Playstation 4.

Men gamer Martin Sjøstrand har alligevel ikke taget nogen chancer og sikret sig én på forhånd, og PS4-arrangementet torsdag aften var hans mulighed for endelig at prøve konsollen, som han har købt, men først får senere en gang i december.

- Jeg har kun set nogle videoer og læst en masse om den, så det var fedt nu rigtig at prøve den. Og jeg er faktisk rigtig imponeret, specielt over controlleren, fortæller Martin Sjøstrand, og fortæller, at han har købt konsollen på baggrund af et kommende spil som Gran Turismo-serien.

Vennen Troels Enghøj er enig i controlleren, som han også påpeger er det fedeste ved konsollen. Og selv om han ikke har forudbestilt den eller har tænkt sig at købe den nu og her, så vil han ikke udelukke, at den vil være på købslisten inden alt for længe.

- Jeg havde egentlig besluttet mig for at vente, men efter at have prøvet den, skal jeg bare have den. Men jeg venter stadig lidt på spillet Infamous, fortæller Troels Enghøj til Beep.

Efter alt at dømme vil der være 1.000 konsoller til salg i blandt andet Elgiganten fra kl 10 i morgen. Hvad der ellers findes derude af konsoller er mindre sikkert, men ét er sikkert - Playstation 4 er nu officielt kommet til landet. I morgen kan du læse vores anmeldelse af konsollen her på Beep.