Så let er det at snyde med før- og efter-billeder

Disse før- og efter-billeder af en fitnessinstruktør er alle taget på samme dag. Foto: Facebook/Andrew Dickson

Lad være med at stræbe efter at se ud som personer på før- og efter-billeder, der på få uger tilsyneladende har opnået store kropsmæssige forandringer med træning og særlig kost.

Det er den amerikanske fitnessinstruktør Andrew Dicksons budskab i et blogindlæg på Huffington Post, og derfor har han lavet et lille eksperiment for at vise, hvor let det egentlig er at manipulere og snyde med billeder.

I en billedserie går han fra at være almindelig trænet til decideret trimmet og muskuløs, men det er rent synsbedrag, for alle billederne er taget på under en time.

Dickson har såmænd bare skiftet shorts, rettet lidt på håret, spændt musklerne mere og mere og ændret måden at stå på, så lyset falder anderledes.

Dickson anerkender, at der selvfølgelig er tilfælde, hvor folks kroppe forandrer sig drastisk på kort tid, men han advarer samtidig folk om at lade sig forføre af illusioner, der i sidste ende kan skuffe dem, når de ikke selv opnår samme resultater som på billederne.