Så nemt kunne dansk DJ hacke sig ind på de kendte

I weekenden kom det frem, at en endnu unavngiven københavnsk DJ angiveligt har formået at inficere sine venners, ekskærester og bekendtes computer med en virus, der gav ham adgang til de inficeredes webkameraer.

Det oplyser Københavns Politi til Vice.com, der er bekendt med den kendte DJs navn, men endnu ikke har meldt det ud.

Hackeren/DJ’eren er ikke gået efter økonomisk gevinst, men har kun ville overvåge dem og snage i deres computere.

Noget der kunne lade sig gøre, efter DJ’en har sendt en kamufleret trojansk hest til de inficerede. Selve virussen var skjult som en MP3-fil, der betød, at så snart modtageren trykkede på filen, blev virussen installeret, og hackeren kunne så få adgang til webkamera og computer uden de implicerede havde opdaget det.

Nem hacker-metode

Sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS oplyser, at det er en fremgangsmåde, der er skræmmende nem at kopiere.

- Det er faktisk overraskende nemt at gøre. Der findes et hav af komplette vejledninger på nettet. Så hvis man ved hvad man søger efter, kan man nemt grave en fuld trojansk hest frem på nettet, selv fabrikere den og sende den skjult, oplyser han.

Han forklarer, at hackeren sandsynligvis har taget en kode, givet den en dobbelt fil-endelse og kamufleret den som MP3-fil med et lignende ikon.

- I dette tilfælde lyder det som om, der er tale om en noget mere teknisk kyndig person, men det er faktisk ikke krævende at oprette sådan en trojansk hest, fortæller Peter Kruse, men forklarer så samtidig, at det er okay nemt at sikre sig mod.

Sådan sikrer du dig

Trojanske heste er en af de mere almindelige former for hacking, men med de rette programmer og forholdsregler, er det heldigvis også nemt nok at sikre sig.

Peter Kruse pointerer i første omgang, at almindelig opmærksomhed og sund fornuft er vejen frem. Hvis man modtager filer med dobbelte filendelser (som eksempelvis: filnavn.mp3 .cpl), skal man være opmærksom.

Og ellers kan man sikre sig ved at have installeret et antivirusprogram, som samtidig er opdateret til nyeste version. Og til sidst kunne en gratis firewall være at foretrække, og her fremhæver Peter Kruse en række, der er bedre end Windows egen standard firewall.

Københavns Politi har efterforsket DJ-hackeren siden 16. april, og har ransaget hans lejlighed, beslaglagt hans computeren og er i øjeblikket i gang med at informere de personer, som de finder på hans computer.

Strafferammen for sådan en sag er halvandet års fængsel.