Så vildt kan 3D-printet sukker se ud

Foto: The Sugar Lab

Hvis du hører ordet ’printe’, tænker du formentlig først og fremmest på et todimensionelt stykke papir. Men med en 3D-printer er det muligt at printe i højden og dermed printe fysiske genstande.

Mulighederne er nærmest uendelige, og der har allerede været mange eksempler på 3D-printede ting, herunder våben, raketter, bygninger, gips og proteser, hvor virkeligheden overgår fantasien.

Men Liz og Kyle von Hasseln, der har en baggrund inden for arkitektur, fra designfirmaet The Sugar Lab har taget 3D-printning til et helt nyt niveau. Parret har nemlig udviklet en proces, som gør det muligt at designe, digitalt modellere og printe mærkelige og smukke sukkerskulpturer. Det skriver gadget-sitet Gizmodo.

I selve processen anvender de to designere en blanding af vand og alkohol, som de lag for lag bruger til henholdsvis at våde og hærde et sukkersubstrat. Processen er identisk med andre former for 3D-printning - blot optimeret til sukker.

Sukkerprojektet startede oprindeligt som et forsøg på at 3D-printe en fødselsdagskage til en ven, og her to år senere bruger parret en stor del af deres tid på at skabe sukkersødt kagepynt til interesserede i deres studie i Los Angeles.