Sådan kan dit CPR-nummer blive udnyttet

Økonomi- og Indenrigsministeriet har ved en fejl lækket 900.000 danskeres CPR-numre. Alle CPR-numre på folk, der specifikt har bedt om ikke at få reklamer.

Listen er for længst blevet fjernet fra nettet igen, men nåede alligevel at være derude i omkring 50 minutter, før man blev gjort opmærksom på fejlen. Men hvad kan en eventuel svindler med dit CPR-nummer? Flere virksomheder beder i dag kunderne om at indtaste deres CPR-nummer, der derved er blevet langt mere almindeligt som login.

For at understrege hvor nemt det er at udnytte personfølsomme oplysninger på nettet, har tv2.dk undersøgt, hvad eventuelt it-kriminelle uden problemer kan bruge dit CPR-nummer til.

Og resultater er decideret skræmmende. Bevæbnet med et helt almindeligt CPR-nummer kan du blandt andet:

* Foretage indkøb i en lang rækker butikker på nettet ved hjælp af fakturabetalinger, som havner hos offeret, mens varen bliver sendt til en postboks, hvor bedrageren kan hente dem.

* Ansøge om kviklån

* Oprette troværdige profiler og sælge fiktive varer på diverse auktionssider, som eBay og QXL.

* Købe mobiltelefoner og oprette telefonabonnementer

* Oprette kredit- og betalingskort hos banker eller på benzinstationer

* Bestille og afhente receptpligtig medicin i andre folks navne

* Få adgang til andres personfølsomme dokumenter (ægtepagter, testamenter, etc.)

* Se hvad folk tjener, og hvor meget de betaler i skat.

Måske det var på tide at droppe CPR-nummeret som sikkerhedsforanstaltning. Hvad mener du?