Samsung vil have dig til at gå med ur igen

Onsdag aften tyvstartede den sydkoreanske it-gigant Samsung Europas største elektronikmesse ved at præsentere et produkt, som mobilverdenen har ventet på med spænding – et armbåndsur med avanceret teknologi kaldet Galaxy Gear, der kan meget mere end at vise klokken.

Selskabet havde på forhånd annonceret, at det ville vise sit nye smartwatch, der flytter de traditionelle telefonfunktioner over på armen, frem til 'Unpacked'-eventen forud for IFA-messen i Berlin, som officielt begynder 6. september.

Designet på uret minder meget lidt om designet på det billede, der blev lækket tidligere på ugen af websiden Venturebeat.com, selvom selve formen dog er nogenlunde den samme. Uret er lavet i rustfrit stål og kommer i seks forskellige farver.

- Det bliver et modeikon, sagde chefen for Samsungs mobildivision, J. K. Shin, ifølge nyhedsbureauet Ritzau, under præsentationen.

Selv beskriver Samsung Galaxy Gear som en ”håndledsgadget, der øger friheden” og giver dig mulighed for at "få mere ud af din Samsung Galaxy-oplevelse".

Når uret er forbundet til din smartphone via Bluetooth, fortæller det dig om indgående meddelelser som eksempelvis opkald, sms’er, emails og alarmer og giver dig en forhåndsvisning af meddelelserne, hvor du har mulighed for at godkende eller ignorere beskederne.

Ifølge tech-sitet Engadget kan Galaxy Gear ved lanceringen kun parres med Galaxy-enheder, der kører Android 4.3. Om det i fremtiden bliver muligt at forbinde uret til tredjeparts-enheder, er endnu uvist.

Styr det med stemmen

Den indbyggede højttaler gør det muligt at foretage håndfrie opkald direkte fra det smarte ur, som du kan tale ind i uden at røre ved skærmen. Det er blandt andet også muligt at lave udkast til beskeder og oprette aftaler i kalenderen med funktionen S Voice.

Galaxy Gear har også et indbygget kamera på 1,9 megapixel, som kan tage billeder og optage video, der kan deles direkte på de sociale medier. Med funktionen Auto Lock bliver skærmen på den forbundne smartphone automatisk låst, når uret er mere end halvanden meter væk, mens den bliver aktiveret igen, så snart de to enheder er i nærheden af hinanden.

Samsung har således for alvor skudt gang i ur-revolutionen og håber på at kunne skabe det helt store gennembrud for de smarte ure. Der findes allerede flere smartwatches på markedet – blandt andet Kickstarter-succesen Pebble, der dog endnu ikke for alvor er blevet kommercielt lanceret.

Også Sony har allerede et mobilur på markedet, som de dog langt fra har haft succes med. Nu forsøger selskabet igen med en opdateret version af dets Smartwatch, som netop er blevet vist frem på IFA. Også Google og Apple ventes at lancere smartwatches i den nærmeste fremtid.

Samsung Galaxy Gears specifikationer:

- Måler 36,8 x 56,6 x 11,1 millimeter og vejer 73,8 gram- 800 MHz-processor- Super AMOLED skærm på 1,63 tommer (41,4 millimeter) med en opløsning på 320 x 320 pixels- Fire gigabyte indbygget hukommelse og 512 megabyte RAM - Kamera på 1,9 megapixel BSI Sensor, Auto Focus Camera / Sound & Shot, HD (720p) - To mikrofoner inklusiv støjreducering- Højttaler- Li-ion 315mAh batteri- Bluetooth 4.0 og BLE- Accelerometer- Gyroskop

Samsungs intelligente ur lanceres i løbet af september. En dansk pris er endnu ukendt, men uret har en foreløbig vejledende udsalgspris på 300 euro.

Samsung har også annonceret Galaxy Note III og en 2014-udgave af Galaxy Note 10.1 på onsdagens presseevent.