Samsungs næste topmodel kommer om få måneder

Er du glad for Samsungs smartphones, skal du ikke vente meget længere på en ny en af slagsen.

I hvert fald ikke hvis man skal tro det anerkendte nyhedsbureau Bloomberg, der har talt med Samsungs mobilchef Lee Young Hee, som bekræfter, at marts eller april er tidspunktet, hvor selskabets næste store smartphone i den populære Galaxy S-familie bliver vist frem.

Den nuværende Galaxy S4 blev lanceret i marts sidste år, så det kommer næppe som den store overraskelse, at Samsung planlægger at præsentere efterfølgeren på samme tidspunkt. Til gengæld er der traditionelt langt mere hemmelighedskræmmeri i forbindelse med en smartphone-lancering fra et stort selskab, end tilfældet er denne gang.

- Vi har annonceret vores første flagskibsmodel hvert år i den første halvdel af året, i marts og april, og vi planlægger fortsat lanceringen omkring det tidspunkt. Når vi lancerer vores S5-enhed, kan man også forvente en efterfølger til Gear (Samsungs smartwatch, red.) med mere avancerede funktioner, og det voluminøse design bliver også forbedret, siger Lee Young Hee til Bloomberg og tilføjer, at selskabet også vil lancere mindst en anden enhed i kategorien 'wearable' i år.

Ifølge Bloomberg er Samsung fortsat i gang med at overveje, om Galaxy S5 skal udstyres med øjenskanner som et direkte angreb på rivalen Apple, der har udstyret dets seneste iPhone, iPhone 5S, med fingerscanner.