Se forskellen: Så meget flottere bliver nyt GTA

Snart bliver landskabet en hel del flottere at kigge på, når du cruiser rundt i din stjålne Cheetah i "Grand Theft Auto V". I hvert fald hvis du køber spillet til din next generation konsol.

Rockstar Games har netop smidt en ny video på YouTube, der med al tydelighed viser, at den kommende genudgivelse overhaler den gamle udgave indenom.

For selvom spiludgaven til PlayStation 3 ganske vist så forrygende ud, da det først udkom, så blegner det en smule ved siden af dets nye lillebror. I GTA V til PlayStation 4 og Xbox One er der nemlig skruet gevaldigt op for detaljerigdommen i San Andreas - selv autolakeringen har fået lidt ekstra glans.

Sammenlagt med nyheden om den nye førstepersons-synsvinkel feature, som TV 2 Beep kunne fortælle om i går, er der altså god grund til at glæde sig.

Se videoen herunder og døm selv.

"Grandt Theft Auto V" til PlayStation 4 og Xbox One udkommer d. 18. november. En version PC er efter planen at finde på hylderne d. 27. januar.