Se hvad der sender gadget-redaktøren på flyvetur

Der er køretøjer, og så er der spøjse elektroniske køretøjer.

Det var tre produkter i sidstnævnte kategori, som var på programmet tirsdag morgen, da redaktør på TV 2 Beep David Guldager gæstede ’Go’ morgen Danmark’s udendørsstudie i Tivoli for at vise, hvordan man bliver lynhurtig på strøm.

Her demonstrerede gadget-entusiasten et løbehjul, som i kraft af en motor på 1.000 watt kan køre 30 kilometer i timen samt en luksus-elcykel til 37.000 kroner.

Da det kom til det ethjulede Solowheel, der fungerer som en Segway, gik det til gengæld ikke helt så smertefrit. Da Guldager havde vendt køretøjet på græsarealet og ivrigt drønede tilbage mod vært Katrine Hertz Mortensen gik det galt, og han måtte ned og kysse fliserne.

Guldager, der fortæller, at han ikke slog sig synderligt på flyveturen, havde i øvrigt væddet med sine kolleger om, hvorvidt han ville styrte på Solowheel eller ej. Hvad væddemålet indebærer, melder historien ikke noget om…

I klippet herunder kan du se selve styrtet, mens hele indslaget kan ses nederst i artiklen, hvor der også er en kort beskrivelse af de tre produkter.

Du kan se 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY her.

Hvis du ikke allerede er tilmeldt TV 2 PLAY, kan du gratis oprette dig som bruger på www.tv2play.dk. Første måned er gratis.

Tornado 1000W Extreme (løbehjul)

3.500 kroner

Grace One (elcykel)

Fra 37.000 kroner

Solowheel

15.000 kroner