Se hvornår iPhone 6 vil dukke op

Der har allerede været et hav af rygter ude om hele to nye iPhones, som Apple skulle komme med til efteråret. Det skulle blive større modeller med skærme helt op til 5,5-tommer.

Men hvornår kommer de så? De sidste par år har Apple holdt en september-lancering af iPhone, men i sidste uge dukkede et standhaftigt rygte op om, at Apple havde planer om at rykke det til oktober.

Men det bliver nu manet godt og grundigt ned i jorden. Den amerikanske webside Re/Code har afsløret, at Apple vil lancere deres næste model den 9. september. Re/Code ejes og drives blandt andet af Walt Mosberg, der er et kendt navn i techverdenen og som har et meget nært forhold til Apple og i sin tid også med Steve Jobs.

Efterfølgende har både Bloomberg og Wall Street Journal også meldt datoen ud, så vi hvis ikke skulle gå noget grueligt galt, så ser det ud til at være dagen iPhone blive fornyet.

Apple vil lancere to nye iPhones (en 4,7- og en 5,5-tommer), men snakken har længe lydt på, at Apple har haft svært ved at få produktionen til at løbe rundt af den store model, så den skulle først blive lanceret til et senere event.

Men både Re/Code, Bloomberg og Wall Street Journal slår alle fast, at det ikke vil ske, og at Apple ser ud til at have fået styr på produktionen, så begge modeller vil blive vist frem på scenen af Tim Cook tirsdag den 9. september.

Kilde: Re/Code, Bloomberg og Wall Street Journal