Skørt: Hvor højt kan du kaste din telefon?

Hvis det står til udviklerne af app'en S.M.T.H. (send me to heaven), så bliver højdekast med telefon den helt nye sportsdille. Det er norske Carrotpop, der står bag app'en, og det er ikke første gang, de har udviklet lettere alternative spil-apps.

Et af deres tidligere spil er iSCRM, der ganske simpelt går ud på at skrige så højt, som man kan. Men denne gang vil de altså ikke kun udsætte folks trommehinder for fare, men også dem selv, deres omgivelser og deres telefon.

Spillet går i al sin simpelthed ud på, at man skal kaste sin telefon så højt op i luften, som man kan eller tør. Jo højere man kanster den, jo bedre bliver man placeret på ranglisterne.

Hvis man ikke har noget nært forhold til sin telefon, og man gerne vil udfordre skæbnen, så kan spillet hentes her. Indtil videre findes det kun til Android.

Udviklerne påtager sig ikke noget ansvar for skader på telefon, mennesker eller omgivelser. Det gør vi på Beep heller ikke.