Snapchat gjorde Louise til et monster

Snapchat er med alle steder i Louise Elly Meyer liv. Via appen modtager hun billeder fra sine kontakters hverdag, og ligeledes sender hun den anden vej billeder til dem. Appen har udviklet sig til at være en afhængighed for Louise.

Det har hun skrevet en klumme om i Politiken, som hun har været i Go' Morgen Danmark for at tale om.

- Jeg har taget mig selv i nogle situationer, hvor det har taget overhånd. Det er eksempelvis med de her overvågningsfunktioner, som jeg mener, at der er i appen. Man kan gå ind på ens kontakter og trykke på deres top 3 over, hvem de sender flest billeder til, forklarer Louise Elly Meyer.

Bliver mistroisk

Eksempelvis har Louise holdt øje med, hvilke andre piger hendes flirt har snappet med.

- Det sætter en lind strøm af tanker igang om, hvem de er, hvad han sender billeder til dem af og hvorfor. Man bliver mistroisk. Det er fuldstændig åndssvagt, for det er nogle informationer, jeg helst ville have været foruden, fortæller hun.

Alligevel beholder hun appen på sin smartphone, og det er der en grund til, forklarer lektor i psykologi fra Københavns Universitet.

- Grundlæggende set handler det om et behov for anerkendelse. Vi har allesammen behov for at blive bekræftet eller anerkendt, og der er Spanchat, Facebook og Twitter rigtig gode medier til at få den anerkendelse, forklarer lektor Lars Lundmann Jensen.

Lav restriktioner

For at Snapchat ikke kommer til at tage styringen over Louises liv, har hun lavet restriktioner for sig selv. Blandt andet har hun forbudt sig selv at have appen åben, når hun er til forelæsning på Roskilde Universitet, hvor hun læser journalistik og politik og administration.

Lars Lundmann Jensen er helt enig i, at man bør sætte en stopklods for sig selv, hvis man kan mærke, at det tager overhånd. Det kan være, hvis du mærker angst og frygt.

- Det er angsten, der er drivkraften. Man vil gerne vide, hvad andres relation er til en og blive bekræftet, og så kommer frygten, for man kan jo også risikere at blive afkræftet, siger Lars Lundmann Jensen

Se indslaget fra Go' Morgen Danmark i klippet herunder.