Sociale medier: Så mange frygter fyreseddel for opdateringer

Er du aktiv på sociale medier, ved du sikkert godt, hvor let det er i øjeblikket at komme til at tweete eller lave en følelsesladet Facebook-opdatering, som potentielt kan skade dig senere hen.

Måske netop derfor frygter omkring en ud af fire unge voksne, at deres posts på sociale medier vil få dem fyret eller give dem problemer med at få et andet job senere hen.

Det viser en ny undersøgelse om adfærd på Facebook, Instagram, Twitter, Pinterest, Tumblr og andre populære sociale platforme, som amerikanske FindLaw.com har lavet blandt 1.000 amerikanske unge, skriver Mashable.

29 procent af de unge voksne i alderen 18 til 34 år svarede således, at de har delt et billede, skrevet en kommentar eller andet, som de frygter får negativ indflydelse på deres nuværende eller fremtidige jobmuligheder.

I mange tilfælde er bekymringen i en sådan grad, at personerne fjerner indholdet fra de sociale medier igen. Hele 74 procent af de 18-34-årige har således fjernet indhold for at undgå ”negative reaktioner” fra en nuværende eller fremtidig arbejdsgiver. 36 procent i alderen 35 til 64 år har slettet deres indhold fra sociale medier.

Ifølge undersøgelsen er hele 82 procent af de unge voksne brugere af sociale medier opmærksomme på deres privatindstillinger, mens kun seks procent har beholdt standardindstillingerne på deres forskellige konti.

FindLaw.com har lavet fire basale pejlemærker til brugere af sociale medier:

  • Tænk dig om, før du deler indhold
  • Tjek dine privatindstillinger
  • Begræns dine personlige informationer
  • Søg juridisk hjælp, hvis du tror, at du er blevet uretmæssigt opsagt fra dit job

Har du nogensinde skrevet noget på sociale medier, som du bagefter fortrød og derfor slettede igen? Del gerne i kommentarfeltet herunder.