Solopgang: Er du en deler eller en hater?

Når man ser noget pænt får man en trang til at dele det med andre, så man ikke står alene med oplevelsen. De seneste år har det taget til med folk på specielt de billedtunge sociale medier, der gerne vil dele billeder af vejrfænomener som en dobbelt regnbue, en flot solopgang eller et tungt snevejr.

I morges var det de morgenfriske på Østsjælland, der kunne opleve en særdeles flot solopgang med knivskarpe røde nuancer. Det var allerede fra morgenstunden sikkert, at man som Facebook- og Instagram-bruger ville kunne opleve en hel del billeder af himlen.

Men når sådan en himmel rammer danskerne bliver vi delt op i to hold, fortæller social medie-ekspert Morten Saxnæs.

- En flot solopgang deler folk i to på de sociale medier. Der er dem, der så solopgangen og vælger at dele den, og så er de andre, der ikke rigtig så den. Den sidste gruppe vælger så ofte i stedet, at blive lidt mavesure over dem der deler. Man føler man har misset noget, og så tager man i stedet nejhatten på, fortæller Morten Saxnæs.

En hurtig søgning på Facebook og Instagram under hashtag Solopgang viser da også, at de to platforme vælter over med billeder af den flotte solopgang. Mere gemt er de negative kommentarer, men de er derude, forsikrer Morten Saxnæs, der samtidig hugger noget ud efter danskernes kreativitet.

- Danskerne er ikke særlig kreative, når det kommer til sådanne billeder. Det er blevet legitimt, at tage billeder af vejrfænomener, når nu alle gør det, men man gør sjældent andet end blot rette kameraet mod himlen og så smide det billede på de sociale medier. Her kunne man måske opfordre til lidt mere tanke bag, så det bliver noget andet end blot himlen, fortæller han, og forklarer, at det måske også ville kunne afhjælpe på en mulig kritik fra de mavesure, da motivet ikke blot er som de andre.

Selv har han ikke taget billeder af solopgangen, men har heller ikke valgt at være mavesur over andre. Men hvor er du?