Stadig bøvl med NemID? Sådan fikser du det

Billede: Scanpix

I sidste uge var login-tjenesten NemID nede i flere dage, hvilket betød at man hverken kunne komme på Netbank eller benytte sig af en række offentlige tjenester som benytter NemID til at logge ind med.

Det var en opdatering af Java, der ikke snakkede ordentligt sammen med systemet. Efter flere dage med tests fik Nets, der står bag NemID endelig systemet op at køre igen i lørdags.

Det virkede for alle, undtagen dem, som stadigvæk benytter sig af det ældre Apple-styresystem version 10.6.8, også kendt som Snow Leopard. Disse brugere kunne stadigvæk ikke komme på.

Fejl rammer Snow Leopard-brugere

Problemerne er opstået efter at Snow Leopard-brugere har opdateret til Apples Java Update 17.

Flere brugere skrev blandt andet opslag på Nordeas Facebook-side om problemerne, og fællesnævneren var det gamle styresystem, Snow Leopard.

Snow Leopard er blevet erstattet af det nyere Lion, men styresystemet sælges stadigvæk og blev indtil for to år siden pakket med hver solgte Mac.

En nem løsning

Nets er opmærksomme på problemet, og har nu fundet en løsning, så man kan bruge NemID med Snow Leopard.

- Mac OS X 10.6 fungerer fint med NemID, men det kræver altså at man ændrer sine indstillinger efter at Apple selv har lavet en opdatering, der fik effekt den 15. oktober, siger pressechef hos Nets, Søren Winge i en mail til tv2.dk

Nets har lavet en guide til hvordan man får ændret indstillingerne, så Snow Leopard-brugere, kan få deres computer til at fungere med den nyeste version af Java. Du kan finde guiden her.