Sveder du? Så vil du elske denne opfindelse

Opfindelsen Bunch O Balloons hitter i øjeblikket stort på nettet, hvor brugerne er i gang med at finansiere projektet. Foto: Bunch of Balloons/Tinnus Enterprises

100 vandballoner i minuttet.

Det er, hvad den simple opfindelse Bunch O Balloons, der er et specielt mundstykke, som kan sættes på haveslangen, kan præstere.

Opfindelsen, som den amerikanske far Josh Malone står bag, kan fylde 37 balloner ad gangen. Når de er fyldte, slukker man for vandet og giver dem en forsigtig rystetur, hvorefter de automatisk falder og lukker sig.

Et selvskrevet hit blandt børn og barnlige sjæle, der vil gøre alt for at undgå at gå ned på ammunition under vandkampen i sommervarmen. Og det er da også med al sandsynlighed årsagen til, at produktet, der endnu ikke er på markedet, møder kæmpe opbakning på nettet.

Tirsdag blev en kampagne skudt i gang på det amerikanske crowd-funding-site Kickstarter, og siden da er der tikket ikke færre end 63.818 dollar ind. Det er mere end seks gange så meget som målet på 10.000 dollar – og der er stadig 28 dage tilbage af indsamlingen.

Det betyder, at det nu bare er et spørgsmål om tid, før Bunch O Balloons bliver sat i produktion og på sigt også havner på enten de digitale eller fysiske butikshylder.

Som altid med Kickstarter-indsamlinger er det de såkaldte backers - bidragsyderne - som er de første til at modtage et eksemplar af produktet, når det engang er færdigproduceret.

Du kan se en demonstration af Bunch O Balloons i videoen herunder.

Her på redaktionen, hvor vi på trods af aircondition lider en smule i sommervarmen, kan vi ikke få armene ned over opfindelsen. Men hvad mener du om Bunch O Balloons?