Taxakrig: Taxaselskab og app slås om kunder

Taxa 4x35, der er Københavns ældste og største taxaselskab, har fredag indledt en regulær taxakrig mod den populære app Click A Taxi om de danske taxakunder. Det mener i hvert fald Click A Taxi selv.

Taxa 4x35 har udsendt flere tusinde sms’er til Click A Taxis brugere, som indeholder til link til deres egen taxa-app.

En handling, man er ”meget kede af” hos Click A Taxi. Firmaet mener, foruden at det generer brugerne og er dårlig stil, også at det er en klar overtrædelse af markedsføringsloven:

- Som Danmarks største taxaselskab kan du ikke tjene penge på de ture, vi sender, i to år, og så bagefter bare forsøge at trække vores kunder til. Vi har i flere år arbejdet hårdt og har brugt en masse markedsføringskroner på at få kunder, siger Nikolaj Køster, der er medstifter af Click A Taxi, til tv2.dk.

- Når du bestiller en taxa gennem Click A Taxi, siger du ’ja’ til, at dit telefonnummer bliver sendt videre til taxaselskabet, så det kan få fat i dig, hvis der opstår et problem. Men du siger jo ikke ’kontakt mig endelig bare med et godt tilbud’.

Sms’erne blev udsendt fredag – kun få dage efter, at Click A Taxi valgte at opsige samarbejdet med Taxa 4x35, som i to år har været et af de selskaber, der stod for brugernes taxature.

Click A Taxi trådte ud af samarbejdet med formålet om at bygge et endnu bedre produkt: Brugene vil have betaling i app’en og automatisk kvittering på mail, og det tog ifølge det unge iværksætterfirma for lang tid for Taxa 4x35 at realisere.

Men ’skilsmissen’ er som bekendt langt fra endt lykkelig, og Click A Taxi vil nu indsende sagen til Forbrugerombudsmanden.

- Vi har forskellige leverandører – eksempelvis Google, der blandt andet leverer kort – men ingen af disse må kontakte kunderne direkte med henblik på salg. Så det her går overhovedet ikke. Den er ikke længere, forklarer Nikolaj Køster.

Taxa 4x35: Det er god kundeservice

Direktør for Taxa 4x35, Jacob Gulmann, er uforstående over for kritikken og oplyser til tv2.dk, at sms’erne er udsendt som intet andet end en serviceoplysning:

- Det her er en storm i et glas vand. Vi har sendt sms’er ud til vores kunder. Her informerer vi om, at samarbejdet er ophørt. Kunderne har jo brugt Click A Taxi til at bestille vores vogne, så det er ret og rimeligt, at vi informerer dem om, at det ikke længere er vores vogne, der kommer, når de klikker. Det er god kundeservice, siger han.

- Click A Taxi driver ikke vognmandsforretning, men leverer en app til markedet. Derfor er det vores kunder. Det er vores vogne, kunderne sætter sig ind i, og det er os, de betaler for turen. Så jeg kan slet ikke se, hvordan Click A Taxi kan vende det her til at være deres kunder.

Click A Taxi har fredag modtaget mange positive henvendelser fra brugerne, og også på Twitter og andre sociale medier er der masser af støtte til hyrevogns-app’en.

Alligevel er Click A Taxi ikke i tivvl om, at de kommer til at miste kunder på sms’erne fra Taxa 4x35.

- Det er bare et spørgsmål om, hvor mange. Det er bestemt ikke godt. Men vi har lavet et godt produkt, som brugerne kan lide, og hvis folk henter 4x35s app, tror jeg, at de kan se forskel – både i hastighed, informationsmængde og brugervenlighed. Så jeg er optimist og tror på, at kunderne kommer tilbage igen, men det kommer til at koste os arbejde og blod, sved og tårer, siger Nikolaj Køster.