TDC køber Blockbuster-navnet

Foto: Polfoto

TDC vil udnytte danskernes kendskab til navnet Blockbuster, der i mange år har været synonymt med udlejning af film.

Derfor har koncernen, som blandt andet driver streamingtjenesten YouBio, købt de danske rettigheder til Blockbuster-navnet og vil nu have endnu flere danskere til at leje film på nettet, som har vundet indpas de seneste år.

- Det handler om at sætte ekstra gang i væksten på et marked, hvor udlejningen af premierefilm i forvejen er mere end fordoblet hvert år de seneste fem år. Fra de nyeste film vises i biografen, til de kan ses på de forskellige abonnementstjenester, går der typisk et par år, og det er der mange, der ikke vil vente på. De vil se filmene, mens de stadig er nye og vil gerne betale det ekstra, det koster, siger Anders Jensen, der er koncerndirektør i TDC, i en pressemeddelelse.

Blockbuster-navnet bliver implementeret i løbet af første halvdel af 2014, og TDC lover, at kunderne har noget at glæde sig til.

- Blockbuster er et superstærkt brand, som i mange år har leveret det største udbud af de bedste og nyeste premierefilm til danskerne – og sådan vil det også være fremadrettet. Samtidig vil vi selvfølgelig forny konceptet med alle de muligheder, der nu ligger inden for rammerne af den digitale verden, siger Anders Jensen.

Allerede sidste år meldte Blockbuster ud, at landets fysiske butikker skal rebrandes til RecycleIT, der en markedsplads for brugt elektronik, herunder smartphones, tablets og bærbare computere, som kombinerer de fysiske butikker med en platform på nettet. Projektet kører som et slags pilotprojekt i Blockbuster på Vesterbrogade i København.