Teenager kan have hacket 110 millioner kreditkort

Et af de største hacks i nyere tid har været det massive angreb mod den amerikanske butikskæde Target, der under julesalget oplevede, at deres kreditkort-system var blevet hacket og flere millioner kunder skulle have fået stjålet deres betalingsinformationer via Targets egen servere og deres betalingskasser i samtlige 2.000 butikker.

I første omgang meldte Target selv ud, at der skulle have været tale om 40 millioner kreditkort, der var i fare. Tallet voksede så til 70 millioner og nu er de seneste meldinger, at der skulle være hele 110 millioner kreditkort involveret i en sag, der på ingen måde er godt for Target.

Hacket skulle have eksponeret de mange kreditkort-oplysninger i den værst tænkelige tid, nemlig under julesaget fra den 27. november og til den 15. december, hvor Target selv opdagede hullet og fik lukket det.

De seneste oplysninger tyder meget på, at det skulle være en person under 17 år, der skulle stå bag hacket, selv om myndighederne selv ikke er kommet med en officiel udmelding. Blandt andet på sikkerheds-/hackerbloggen IntelCrawler, der mener, at udvikleren af den skadelige malware, der blev installeret på over 40.000 kreditkort-automater i butikkerne, er en russisk teenager på under 17 år.

Samme malware der går under navnet BlackPOS, skulle tidligere have været sat til salg i både Australien, Canada og USA fra den russiske og meget unge bagmand. Hvem køberen og dermed den potentielle angriber i virkeligheden er, må vi vente med at se.

Måske man ikke skulle være alt for ked af, at dankortsystemet stadig er nede i Danmark…