Telenor tilbyder din tablet gratis data

Telenor går tydeligvis efter de mere utraditionelle markedsføringsmetoder, når det handler om at skille sig ud fra mængden. I kampen om kunderne åbner de torsdag op for et noget anderledes tilbud. De vil nemlig forære alle interesserede et SIM-kort til deres tablets, der har 200 MB gratis data hver måned.

Årsagen er, at selskabet nu gerne vil gøre både potentielle og eksisterende kunder opmærksomme på deres netværksdækning, som de selv slår fast, er Danmarks bedste. Til at bakke deres påstand op, har de fået foretaget en undersøgelse gennem Teknologisk Institut, der netop bakker deres pointe op foran de tre andre giganter som TDC, 3 og Telia.

- I de sidste to år har vi investeret massivt i at forbedre netværksoplevelsen, og vi kan nu se resultaterne. Teknologisk Institut har på vegne af Telenor Danmark gennemført en række omfattende målinger af de mobile netværk. Vi er stolte af, at vi kan konkludere, at Telenor kommer ud som vinderen, siger Marek Slacik, Telenors administrerende direktør i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Nu skal vi have fortalt danskerne, at de skal komme til os for at få den bedste netværksoplevelse. Fra i morgen starter vi derfor en stor netværkskampagne, hvor vi tilbyder danskerne at prøve vores mobil-datanetværk gratis på deres tablet-pc.

SIM-kortet kan hentes i Telenors fysiske butikker, ved at gå ind forbi Telenor.dk eller ringe til deres kundeservice. Her skal du notere navn, email-adresse og kreditoplysninger. Det skyldes at hvis man løber tør for data på en måned, kan man i stedet bestille yderligere 200 MB for 19 kroner. Og ryger man over uden at betale, ryger hastigheden ned på sløve 64 Kbit/s måneden ud.

Yderligere arbejder Telenor stærkt for tiden med nye tiltag, der skal sætte selskabet forrest. De vil fra maj åbne deres kundeservice 24 timer i døgnet, der er mulighed for lånetelefon, hvis din egen telefon går i stykker - ja det gælder også iPhones - og generelt lover selskabet en hel del forbedringer, som skal udfordre branchen til at forny sig selv.