Tjek din Apple-oplader: Er du berørt?

Tilbage i maj kunne Sikkerhedsstyrelsen melde ud, at danskerne benyttede farlige uautoriserede opladere, der potentielt kunne overophede og eventuelt starte en brand. Men denne gang er det Apple selv, der nu advarer om deres opladere.

Der er tale om mobilopladere til iPhone 3GS, iPhone 4 og 4S, der er problemet, og som er solgt i tidsrummet fra oktober 2009 til september 2012. Helt specifikt hedder modellen A1300, som er blevet solgt i de europæiske lande - her også Danmark. Hvis din oplader skriver A1400 og er købt efter september 2012, er den ikke berørt.

Hvis du er i besiddelse af sådan en adapter, så skal du have den ombyttet hos Apple, da der er en risiko for at de kan blive overophedet.

Der er flere måder at gøre det på, skriver Apple selv på deres supportside. De har oprettet et ombytningsprogram, der gør det muligt at få den byttet hos en autoriseret Apple-udbyder (eks. Humac og Eplehuset). Find din nærmeste forhandler her.

Du skal medbringe den eller de berørte opladere og den tilhørende iPhone, da du skal verificere dit iPhone-serienummer. Fra den 18. juni vil det også være muligt at få byttet dem online hos teleselskaberne. Se her hvor.

Der er tale om flere millioner berørte opladere, som bestemt ikke bliver billigt for Apple at udskifte, men det har åbenbart været nødvendigt for selskabet.

- Kundernes sikkerhed er altid Apples topprioritet, og vi har frivilligt besluttet os for at ombytte hver berørte strømadapter til en ny, redsignet adapter gratis. Vi opfordrer kunder til at ombytte eventuelle berørte adaptere til en ny så hurtigt som muligt, skriver de på deres supportside.