Top 10: Her er danskernes elendige passwords

De fleste mennesker ved godt, at det at bruge adgangskoden ’123456’ til en konto eller tjeneste på nettet ikke bare er usikkert, men også dumt.

Alligevel er lige netop den kode den mest brugte blandt alle de 368.166 danske adgangskoder, der blev lækket i forbindelse med hackerangrebet mod softwaregiganten Adobe i sidste måned, hvor hackerne i alt fik fat i over 140 millioner email-adresser og tilhørende adgangskoder.

Det viser en top 10, som det danske it-sikkerhedsfirma CSIS har lavet efter at have analyseret det massive datalæk.

- Det ser absolut ikke godt ud – det ser faktisk decideret skræmmende ud, når man kigger på listen. Vi er ikke to sekunder i tvivl om, at det er meget langt fra det, man kalder god praksis i forhold til passwords, siger it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS, til tv2.dk.

- Hvis man har lavet et usikkert password til sin Adobe-konto, fordi man tænker, at man alligevel aldrig bruger den, er det stadig problematisk, fordi adgangskoden ofte giver adgang til en række andre ting på nettet.

Herunder kan du se danskernes 10 mest populære adgangskoder til deres Adobe-konti. Tallet i parentes viser, hvor mange danskere, der har brugt den pågældende kode.

  1. 123456 (4.264)
  2. 123456789 (574)
  3. 12345678 (554)
  4. password (356)
  5. qwerty (336)
  6. 1234 (320)
  7. adobe123 (267)
  8. mikkel (236)
  9. christian (224)
  10. 123123 (208)