Trådløst internet på vej i gadelamperne

De to kommuner er Viborg og Brønderslev, der vil sætte nye gadelamper op, som udover at lyse gaden op, også kommer til at indeholde trådløst højhastighedsinternet.

Det sker, når de gamle gadelamper alligevel skal udskiftes inden længe. Ifølge et EU-direktiv skal mange kommuner være færdige med at udskifte gamle og miljøtunge kviksølvbaserede gadelamper inden udgangen af 2015, og de to ovennævnte kommuner har altså derfor valgt at give adgang til superhurtigt internet via hotspots i de nye gadelygter, der består af strømbesparende lysdioder

Den nye opfindelse er velegnet til byområder, hvor der er brug for meget lys, og hvor det mobile bredbånd ofte er belastet af høje bygninger og mange mennesker. I Brønderslev er Banegårdspladsen udset som forsøgsområde:

- Vi vil gerne give turister, rejsende og vores borgere de bedste muligheder, og Street Wi-Fi lampen er en god ide. Derfor vil vi gerne teste den nye lampe, hvilket passer meget godt med, at vi næste år skal have udskriftet mange af vores gadelamper, siger Karsten Frederiksen (C), der er formand for Teknik og Miljø i Brønderslev Kommune.

Det er den danske lysproducent S-Light, der sammen med fiberselskabet Bredbånd Nord har udviklet den helt unikke LED-baseret gadelampe, som både er særdeles energieffektiv, spreder et meget skarpt lys og altså har lynhurtigt Wi-Fi med op til 1 Gbit-hastighed.

Street Wi-Fi med helt op til 1 Gbit-hastigheder giver nogle helt nye muligheder i blandt andet gågademiljøet. Når kunderne er koblet på gratis Wi-Fi, kan de eksempelvis modtage information eller eksklusive tilbud, når de befinder sig et bestemt sted, fx foran en forretning, foran et museum, ved bustoppestedet eller i andre forbindelser. Også forskellige e-betalingsløsninger kan køre via det ekstremt hurtige netværk, siger marketingdirektør Christians Ingerslev Sørensen fra Bredbånd Nord.

Der vil blive åbnet for internetadgangen i løbet af efteråret. Selve Wi-Fi netværket vil fungere som et lukket netværk, hvor man skal logge på, første gang man bruger det. Herefter husker din enhed,  netværket, så du automatisk logger på, næste gang du kommer i nærheden af det.