TV: Forvandl din mobil til et digitalkamera

BERLIN: Er du træt af kvaliteten af de billeder, du tager med din smartphone, kan Sonys nye SmartShot-kamera i Cyber-shot-serien være en løsning.

I forbindelse med forbrugerelektronikmessen IFA i Berlin har japanske Sony præsenteret en spændende kameraløsning, der mest af alt bare ligner et objektiv, der kan monteres på din mobil eller tablet. Men i virkeligheden er det et selvstændigt kamera.

Dermed har Sony skåret helt ind til benet og fjernet både skærm, søger og selve kamerahuset for at gøre kameraet mindre og dermed lettere at have med på farten. Du kan vælge at spænde kameraet bag på din iOS- eller Android-enhed, hvis du ønsker ekstra støtte.

Dette produkt adskiller sig fra andet mobiltilbehør, fordi det har indbygget WiFi og kører helt for sig selv – særskilt fra din smartphone eller tablets indbyggede kamera. Tilslutter du det til din enhed via NFC eller WiFi, får du en søger for kameraet og kan dele dine billeder direkte på nettet.

Kameraet kommer i to forskellige modeller – zoom-modellen QX10 med 18,2 megapixel og den professionelle model QX100 med 20,2 megapixel. Førstnævnte koster 1.700 kroner og svarer til Sony-kameraet WX150, mens QX100 får en pris på 3.500 kroner og svarer til RX100 Mark II.

Selvom Sonys nyhed først kommer på markedet senere på året, har TV 2 Beep allerede nu kigget lidt nærmere på QX10, der ser særdeles lovende ud og kan gå hen og blive et salgshit at dømme ud fra de første tilbagemeldinger. I videoen herunder kan du se, hvordan QX10 virker.