TV: Google har lavet talende sko

Mens vi venter på, at Googles ambitiøse brille-projekt, Google Glass, som kan styres med stemmen, kommer på markedet, kan du se nærmere på disse specielle sko, som Google netop har vist frem til South By Southwest (SXSW) film-, musik- og interaktiv-festival i Austin i Texas.

Googles sko, der blandt andet indeholder en skridttæller og et gyroskop, holder øje med, hvor aktiv du er og kommenterer med enten rosende ord eller bidende sarkasme. Skoene kan forbindes via Bluetooth til din Android-enhed eller computer. Det skriver The Verge.

Skoene er ikke tænkt som et forbrugerprodukt – derimod er projektet opstået gennem Googles Art, Copy & Code-initiativ. Det er ment som et branding- og kunst-projekt, som forsøger at få fat i unge ved hjælp af teknologi.

Se Google-skoene i aktion i videoen herunder.