TV: Kom med en tur i Tivolis rutschebane

’Det føles som om, at den er blevet meget hurtigere, ‘ er der en pige, der udbryder efter at have prøvet Tivolis rutschebane for første gang, siden den over vinteren har gennemgået en større renovering.

Hun og cirka 100 andre rutschebaneglade danskere er taget til den gamle forlystelsespark efter at have vundet en konkurrence på Facebook. Sammen med et kæmpe presseopbud, har de fået muligheden for at teste Tivolis nye investering med en prislap på 35 millioner kroner. (se video nederst i artiklen)

Pengene er blevet brugt på at genopbygge de alpetinder, der prægede rutschebanen i dens spæde begyndelse for snart 100 år siden. De blev pillet ned igen i 1920’erne, efter krav fra Københavns Kommune. De fandt det dengang ikke passende, at det første byens gæster så, når de trådte ud af Hovedbanegården, var et bjerg.

Vandfald på 22 meter

Men nu er alpetinderne altså tilbage. Og sammen med en ny is-grotte og Danmarks største kunstige vandfald på hele 22 meter, skal de sørge for, at den gamle rutschebane beholder sin position som den mest populære forlystelse i Danmark.

Marcus Junker og Felix Risbro Hjerrild, der også er blandt vinderne i Facebook-konkurrencen, har taget turen hele vejen fra Odense, hvor de har taget fri fra henholdsvis ottende og syvende klasse. Vi fanger dem, da de netop har afsluttet deres femte tur i forlystelsen.

-Den er blevet flottere at se på, men turen er meget den samme som før, siger drengene, der dog alligevel sætter sig op, og gør sig klar til en tur mere.

-Vi bliver her ind til vi bliver smidt ud, er ordene fra drengene, inden de spænder sig fast og tager endnu en rejse op af de nye bjergtinder på den eneste åbne forlystelse i Tivoli denne fredag, nu med et Go Prokamera på hovedet, så vi kan følge med i deres tur.

Foto: PrivatÅbner igen 10. aprilResten af forlystelsesparken er præget af byggerod og ihærdige arbejdsmænd, der knokler for at gøre det sidste klar, inden Tivoli åbner igen den 10. april.

Så det er den gamle rutschebane, der har alle de fremmødte menneskers fulde opmærksomhed. Der er både repræsentanter fra tivoligarden, der overækker en præmie til en BT-læser, der har fundet på vandfaldets navn. Alpefaldet kom det til at hedde. Samtidig offentliggør Torben Plank, der er pressechef i Tivoli, at det nye bjerg får navnet Mount Tivoli.

Til de sultne er der gratis, nybagte kringler, som bliver overbragt af to unge mennesker i tyrolerlignende kostumer.

Og netop kringlen havde Beeps udsendte nær stiftet bekendtskab med igen efter anden tur i rutschebanen. Derfor vil vi lade det være op til en mere sejlivet ekspert at vurdere, hvilken karakter den nyrenoverede forslystelse skal have.

-5 ud af 6 stjerner, udbryder en lille, brillebærende dreng til ære for en journalist med kamera. Vi vælger at tage knægtens ord for gode vare.