TV: Lås din Mac op ved at banke på din iPhone

Gik du og troede, at der efterhånden ikke kunne komme flere smarte apps til, så tro om igen.

En ny app forvandler nemlig din iPhone eller iPad til en nøgle til din Mac-computer, og det betyder du ikke længere behøver at indtaste koden for at logge ind.

Med Knock, som app’en hedder, installeret på din iOS-enhed, kan du blot ved at banke let på skærmen låse Mac’en op, selvom den er låst med kodeord. Ifølge folkene bag app’en virker det, selv hvis du har enheden i lommen, når du banker på den.

Du behøver ikke engang at have app’en kørende på din telefon for at bruge den som virtuel nøgle, den skal blot være installeret. De to enheder forbindes via Bluetooth Low Energy (LE) og det betyder, at telefonen eller tableten automatisk opdager, når den nærmer sig computeren. Samtidig skulle app'en ikke tappe dine enheder for strøm.

Ifølge Knock behøver du ikke bekymre dig om sikkerheden. Kodeordene bliver krypterede og bliver ikke overført til nogen anden computer end din egen.

App’en virker kun, hvis du er logget ind på din brugerprofil i OS X, og den kræver, at du har en iPhone 4S, iPad 3 eller nyere modeller. Knock koster 25 kroner i App Store.

Du kan se en – underholdende – demonstration af Knock i videoen herunder.