TV: Lav dine egne spil til Xbox One

Microsoft har åbnet for tilmeldingen til Project Spark, der gør det muligt for folk selv at lave spil til deres nye spilkonsol, Xbox One, der for kort tid siden blev lanceret i blandt andet USA, og som ventes til Danmark i starten af 2014.

Med Project Spark er det meningen, at man med relativt simple midler skal kunne lave spil til Xbox One, som man så kan dele med andre, der også bruger Project Spark. Du skal ikke forvente, at du kan lave det nye Halo, men du vil kunne lave et væld af mindre spil, som uden tvivl vil kunne være sjove både at lave og spille.

Der findes allerede nu et hav af videoer på YouTube med eksempler på spil, man kan lave med Project spark, men hvis du vil forsøge dig som spiludvikler selv, så kræver det, at du melder dig til som betatester. Du skal dog forvente, at der er en del ventetid, for køen er lang.

Hvis du vil melde dig til at være betatester, så kræver det, at du har en computer med Windows 8.1. Du kan melde dig til lige her.