TV: Nintendo genopliver legendarisk spilfigur

I mere end 30 år har Mario været Nintendos officielle maskot og medvirker i hundredevis af spil.

Nu er spilfiguren aktuel i et nyt spil. Denne gang i den ottende udgave af konsolspillet ’Mario Kart’, der er udviklet til konsollen Nintendo Wii U. Spillet handler om racing, men er pakket ind i et barnligt univers med sjov og ballede, så alle kan være med.

’Mario Kart’ er ifølge spilekspert Thomas Bense fra Pixel.tv en af de mest populære serier, hvor Mario - der er et ”kæmpe trumfkort for Nintendo” - har hovedrollen.

- Det er et rigtig godt tidspunkt, de kommer med ’Mario Kart’ på. Det, der får de forskellige spillekonsoller til at sælge ekstra eksemplarer, er, at de kommer med nogle fede spil. Nintendo er absolut bedst til at lave spil til deres egne konsoller - som med Mario her for eksempel, siger han i onsdagens udgave af ’Go’ morgen Danmark’.

Her gæstede også to gymnasieelever det udendørs studie for at teste spillet under udsendelsen.

- Det er en karakter, man kender fra barndommen, og man vil gerne se, hvordan han udvikler sig i det nye spil. Jeg har spillet den allerførste version af ’Mario Kart’, så det er rigtig sjovt lige pludselig at hoppe til version nummer otte, siger Lasse Plambeck Vestergaard.

’Mario Kart 8’ byder på et velkendt persongalleri, for her møder man ikke kun Mario og hans lillebror, den grønbuksede blikkenslager Luigi, men også figurer fra andre populære Nintendo-spil.

Om selve spiloplevelsen siger Thomas Bense:

- Det bedste er, at man får, hvad man forventer. Og det er måske i virkeligheden også svagheden, for man får ikke så meget andet end det, man forventer. Alt i alt er det et rigtig godt spil og et rigtig godt træk af Nintendo, at de begynder at udgive deres egne stærke titler.

Hvor mange stjerner Thomas Bense og de to gymnasieelever giver ’Mario Kart 8’, kan du se i klippet herunder.