TV: Sådan har du aldrig shoppet i IKEA

Da svenske IKEA udgav 2013-kataloget, tog møbelgiganten samtidig et kæmpe spring ud i Augmented Reality-verdenen ved at give møbelfans mulighed for at få ekstra digitalt indhold om de forskellige produkter via en app.

Nu tager IKEA skridtet videre og kommer med en opdateret version af app’en, som har en ny Augmentet Reality-funktionalitet, skriver tech-sitet Engadget. Den nye app giver dig mulighed for at se, hvordan et udvalg af IKEAs mange forskellige møbler vil se ud hjemme hos dig selv.

Funktionen fungerer ved, at du med app'en scanner en af de 90 kompatible sider i det fysiske produktkatalog eller det digitale katalog på din mobil eller tablet, hvorefter du placerer kataloget på gulvet på det sted, du ønsker, at den digitale version af møblet skal dukke op.

Derefter laver app’en en 3D-model af møblet på din smartphone- eller tablet-skærm, så du kan få en fornemmelse af, om det passer ind.

Ifølge IKEA selv har 14 procent af deres kunder købt et møbel, som havde en forkert størrelse, mens hele 70 procent oplyser, at de ikke ved, hvor stort deres hjem egentlig er – noget som den nye app muligvis kan lave om på.

I videoen herunder kan du se, hvordan Augmented Reality-app’en, der er tilgængelig til iOS og Android, fungerer.