Udlandet truer Danmark med cyberangreb

Foto: Polfoto

Ifølge Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste har virksomheder og myndigheder herhjemme siden 2010 været udsat for 250 alvorlige cyberangreb, hvor der blandt andet er blevet spioneret.

Det skriver Metroxpress mandag.

- I de senere år har vi oplevet en stigning i antallet af cyberangreb mod offentlige myndigheder og private virksomheder, og der er flere eksempler på, at udenlandske aktører bruger nettet til avancerede angreb - såkaldte APT-angreb - mod danske myndigheder og virksomheder, først og fremmest for at udøve spionage og især industrispionage, siger Thomas Lund-Sørensen, der er chef for Center for Cybersikkerhed, til avisen.

I it-branchen bekræfter man tendensen, hvor hackere ved hjælp af APT-angreb spionerer på dokumenter, der danner grundlag for danske virksomheders forretning.

- APT-angreb er farlige, fordi de kan kompromittere følsomme data. Data, der kan modarbejde kongeriget Danmarks muligheder på sigt, siger Jakcob Herbst, der er teknisk chef i it-virksomheden Dubex.

- Herhjemme kunne det være pumper, insulinopskrifter og vindmølledesign, der bliver spioneret mod.

USA mistænkes af flere for at stå bag spionagen, men det tvivler Jacob Herbst på.

- Jeg tror mere, det handler om Kina, Rusland, Brasilien og Indien. Eller virksomheder, der betaler hacker-grupper for at stjæle data fra konkurrenterne, siger han.