Udvidelsen af GTA er større end antaget

Det er verdens bedst anmeldte spil, verdens dyreste spil, har spilhistoriens største spilområde og har tjent flest penge ind. Mange rekorder og mange muligheder, så det er ikke underligt, at der er store forventninger til spillets næste store udvidelse, der åbner op for hele GTAs spilverden, Los Santos som et online-spil, så man pludselig kan spille mod dine venner og andre folk på nettet. Det sker den 1. oktober.

Selv har firmaet Rockstar været ude og sige, at der vil være plads til op til 16 spillere af gangen på et kort, men websiden Cinema Blend har dog fundet beviser på noget andet. I mellem filerne for den nye online-udvidelse mener de, at spillet faktisk vil kunne understøtte 32 spillere af gangen, så langt flere kan spille mod hinanden.

Der bliver plads til en omgang 'Freemode', der som navnet antyder lader dig frit bevæge dig rundt i byen og omegn og have det sjovt med vennerne. Der vil også være såkaldt 'Deathmatch' og 'Team Deathmatch' og noget der går under 'Cops and Crooks', der sætter politifolk op mod bander i forskellige opgaver.

Tidligere har Rockstar meldt ud, at man kan have 'crews' med sine venner, hvor man kan udføre bankrøverier og lignende. Én ting er sikkert. Den 1. oktober vil det ikke gå stille af sig på diverse spillekonsoller i hjemmene verden over.

Skal du være med?