Ulovlig tjeneste truer Netflix

Sider som Napster, Pirate Bay og Kazaa har tidligere genereret massevis af brugere, ved at lave sider, der gav almindelige personer mulighed for at hente eller dele ulovlige filer.

Og nu er der kommet en ny spiller på markedet. Popcorn Time hedder den nye side, og her kan du på få klik få adgang næsten alle film, der er værd at se.  Lige fra gamle filmklassikkere til biografaktuelle film som 12 Years a Slave og Wolf of Wallstreet.

Siden er blevet kaldt ”Hackernes Netflix,” og det er der en grund til. For den er selvfølgelig ulovlig. Popcorn Time har ikke rettigheder til at vise alle de film, den giver brugerne mulighed for at se. Men det er ikke lige sådan at sætte en stopper for de ulovlige aktiviteter.

-Det er ofte meget svært at få fat i dem, der laver sider som denne. For det første er de gode til at sløre deres identitet og for det andet, er det forholdsvis nemt for dem, at have deres servere i et land, der er ude for lovgivningens rækkevidde, siger Maria Fredenslund, der er leder af Rettighedsalliancen, der blandt andet hjælper musik- og filmbranchen med sager om ophavsret.

Så sent som i går var Popcorn Time faktisk nede. Techcrunch.com kunne berette, at siden var forsvundet. Men allerede i dag er siden tilbage. Så indtil videre fortsætter siden altså med at give Hollywoodfolk grå hår i hovedet.

Går efter bagmændene

Som det ser ud i dag, har dem der kæmper mod sider som denne, ikke særlig gode muligheder for at straffe enkelte brugere. Og det er heller ikke dem, der fokuseres på. Det er dem, der står bag sider som denne og deler filer i stor stil, der primært sigtes efter. De såkaldte bagmænd.

-Vi går efter dem, der bevidst agerer som bagmænd. Når det gælder den enkelte bruger, er vi opmærksomme på, hvor svært det kan være, at agere i den jungle internettet er, siger Maria Fredenslund.

Derfor må der tages andre midler i brug, for at undgå at almindelige brugere havner på sider som Popcorn Time.Rettighedsalliancen står blandt andet bag flere kampagner, der på en fornuftig måde skal skubbe brugere, der er på vej til at foretage sig noget ulovlig i den rigtige retning. Og det hjælper faktisk ifølge Maria Fredenslund.

-Hvis en ulovlig side bliver blokeret, har vi for eksempel sammen med telebranchen og Kulturministeriet lagt en liste op på de ulovlige siders adresser. Det har været med til få folk over på de lovlige sider, siger hun og fortsætter.

-Vi arbejder med oplysning og vejledning og ikke med køllen. I stedet for at straffe brugerne forsøger vi at flytte dem i en lovlig retning, siger Maria Fredenslund.