Undgå akavede møder med anti-sociale apps

Har du bekendte, ekskærester og kolleger på de sociale medier, som du egentligt ikke har lyst til at møde i virkeligheden? Frygt ikke, for de såkaldte anti-sociale apps kan nu redde dig fra akavede møder i gadebilledet.

De anti-sociale apps bruger lokations-data fra eksempelvis Facebook, Twitter og Instagram til at se, hvor dine ’venner’ befinder sig.  På den måde kan app’en advare dig, hvis en person, du ikke har lyst til at møde, er i nærheden.

App’en Split er et eksempel på en anti-social app. Idemanden bag er israelske Udi Dagan. På Splits hjemmeside fortæller han, at ideen opstod ved, at han var træt af at rende ind i folk, som han egentligt helst ville undgå. Efter at have mødt to forskellige ekskærester på samme aften, opfandt han app’en.

- Vi har allesammen folk i vores liv, som vi helst ikke vil møde af mange forskellige årsager. Hvad end det er socialt, arbejdsrelateret eller familie, handler det sjældent om, at man ikke kan lide personen. Det handler mere om at spare os selv (og dem) fra akavede og pinlige situationer, der opstår mellem forskellige former for forhold mellem mennesker.

Split gør stort set alt for, at du ikke skal opleve ubehagelige møder. Den giver både advarsel og forslag til flugtrute, når en af dine ’venner’ nærmer sig. Den fortæller dig også, hvor personerne ofte opholder sig, så du kan undgå at støde på dem på deres stamcafe. Den fortæller dig også, hvem personen er sammen med, så du, med app’ens egne ord, kan ’slå to fluer med et smæk’.

Den anti-sociale app er gratis og fås indtil videre kun til iPhone.