Vildt: Sådan ville WiFi se ud, hvis vi kunne se det

Alle, der har skullet forklare WiFi for sine bedsteforældre, ved, at den nemmeste formulering er ”internet, det flyver i luften”. Og det er netop det, Nickolay Lamm viser i sin nye serie af illustrationer af, hvordan WiFi ville se ud, hvis vores øjne kunne opfange det.

Kunstnerens mission er at få os til at tænke over, om vi tager teknologien for givet i hverdagen. Sammen med en forsker har han derfor lavet illustrationer af de unikke WiFi-bølger vi er omgivet af.

WiFi-områder er typisk kugle- eller ellipseformede og 20-30 meter i bredden. Der er samtidig omkring 15 centimeter mellem WiFi-bølgerne. Data, som transmitteres over WiFi på en forbindelse, er delt op i kanaler med forskellige farver. Illustrationerne viser, hvordan WiFi ville se ud i Washington DC, hvis der blev sat en række standard-WiFi-forbindelser op.

Tidligere har den produktive amerikaner, hvis mission er at kombinere viden og kunst, blandt andet vist, hvordan en Barbie-dukke ville se ud, hvis hun var bygget som en almindelig kvinde. Han har også givet et bud på, hvordan mennesker kommer til at se ud om 100.000 års tid.