WhatsApp, Instagram og Skype: Se de vilde tech-opkøb

Foto: Scanpix

Facebook køber konkurrerende app

  • Tidspunkt: Februar 2014
  • Pris: 86,9 milliarder kroner

Et gigantisk milliardbeløb måtte det sociale medie Facebook hive op af lommen for at få fingre i den hurtigvoksende besked-app WhatsApp, som har over 450 millioner brugere på verdensplan.

Facebook skal betale 16 milliarder dollar – eller hvad der svarer til over 86 milliarder danske kroner – for selve firmaet og derudover tre milliarder dollar i aktier, som går til folkene hos WhatsApp.

Handlen er den største nogensinde for en enkeltstående, privatejet app, og Facebook slår fast, at WhatsApp også fremover vil være en selvstændig app – uden reklamer.

Viber solgt til japansk internetfirma

  • Tidspunkt: Februar 2014
  • Pris: 4,9 milliarder kroner

Viber, der blandt andet står bag smartphone-app’en af samme navn med 300 millioner brugere, som gør det muligt at føre samtaler over nettet, blev solgt til det japanske internetfirma Rakuten for 900 millioner dollar svarende til knap fem milliarder kroner, og Viber skal fremover levere en distributionskanal til Rakutens digitale produkter.

På det seneste har Rakuten også købt andele i det sociale billednetværk Pinterest og virksomheden Kobo, der blandt andet sælger e-bøger for at kunne konkurrere med online-giganten Amazon.

Smart termostat koster Google milliarder

  • Tidspunkt: Januar 2014
  • Pris: 17,4 milliarder

Internetgiganten Google fik for kort tid siden fingre i det lille firma Nest, der står bag en internetforbundet termostat, som sparer amerikanerne for mange penge, og en intelligent røgalarm, mens flere andre typer af produkter er under udvikling.

Nest, der er startet af to tidligere Apple-ingeniører, har eksisteret siden 2010. Google oplyste i forbindelse med salget, at Nest fortsætter på egen hånd som selvstændigt firma med eget brand.

Apple køber adgang til milliarder af tweets

  • Tidspunkt: December 2013
  • Pris: 1,1 milliarder kroner

Det er ikke så meget prisen, der er opsigtsvækkende ved denne handel. Det er derimod indholdet. Apple valgte at kaste over 200 millioner dollar efter overvågning- og analysevirksomheden Topsy, der har adgang til et arkiv, som indeholder samtlige Twitter-beskeder, der nogensinde er sendt – i alt over 425 milliarder tweets.

Begge parter bekræftede handlen, men ingen af dem vil oplyse, hvilken strategi der ligger bag, så det store spørgsmål er stadig, hvorfor?

Microsoft køber Nokias mobilenhed

  • Tidspunkt: September 2013
  • Pris: 40,3 milliarder kroner

Finske Nokias tid som smartphone-producent er ved at være endegyldig forbi. Software-giganten Microsoft, der står bag styresystemet i de seneste Nokia-smartphones, overtager hele selskabets mobilenhed for 5,4 milliarder euro svarende til over 40 milliarder danske kroner.

- For Microsoft er det et modigt skridt ind i fremtiden og den næste store fase i vores transformation, sagde daværende Microsoft-topchef Steve Ballmer om handlen, der ventes at være endeligt på plads inden for kort tid.

Google køber Motorola for et gigantisk milliardbeløb

  • Tidspunkt: Maj 2012
  • Pris: 67,9 milliarder kroner

Google opkøbte år tilbage Motorola Mobility, som var den del af Motorola, der stod for produktionen af blandt andet mobiltelefoner, for 12,5 milliarder dollar. Det svarede til 40 dollar per aktie.

Milliardhandlen var længe undervejs, fordi konkurrencemyndighederne frygtede, at Googles overtagelse af Motorola ville gøre det svært for andre smartphone-producenter at bruge Googles styresystem.

Googles topchef og medstifter Larry Page mente, at det var helt naturligt med en sammensmeltning af de to selskaber, fordi Motorola i flere år stort set kun havde brugt Android. I januar i år annoncerede Larry Page, at Motorola Mobility bliver opkøbt af Lenovo for 2,91 milliarder dollar.

Facebook køber populær foto-app

  • Tidspunkt: April 2012
  • Pris: 5,4 milliarder kroner

En milliard dollar. Det var mange penge for en enkeltstående app tilbage i 2012, da Facebook oprustede på fotos og fotodeling ved at slå kløerne i den sociale foto-app Instagram. Det var selskabets hidtil største køb.

- Det er en vigtig milepæl for Facebook, for det er første gang, at vi har købt et produkt og en virksomhed med så mange brugere, sagde Facebook-topchef Mark Zuckerberg dengang.

Instagram fortsatte efter milliardhandlen som selvstændig app, der er forbundet med andre sociale tjenester som Facebook og Twitter. Det er dog fortsat muligt at dele billeder på en Instagram-konto, uden at de også bliver postet på Facebook eller en anden tjeneste.

Dansk-svensk it-succes solgt til Microsoft

  • Tidspunkt: Maj 2011
  • Pris: 46,1 milliarder kroner

8,5 milliarder dollar måtte Microsoft betale for at ovetage telefontjenesten Skype – lige for næsen af giganterne Google og Facebook, der ifølge rygter også var interesseret i firmaet, som blev solgt til eBay i 2005 for 14,1 milliarder kroner og senere til en investeringskreds.

Det er danske Janus Friis og hans svenske forretningspartner Niklas Zennström, som også står bag fildelingsprogrammet KaZaA, der har stiftet Skype, og det vurderes, at de begge tjente over en milliard kroner på salget af Skype.

Microsoft valgte i 2013 at pensionere sin egen chat-klient Messenger, der tidligere gik under navnet MSN Messenger, til fordel for netop Skype.

Google køber populær videotjenste

  • Tidspunkt: Oktober 2006
  • Pris: 9,2 milliarder kroner

Bare halvandet år efter at det superpopulære videodelings-site YouTube gik i luften, viste internetgiganten Google interesse for tjenesten i en sådan grad, at den valgte at smide cirka 1,7 milliarder dollar på bordet for at komme til at eje den.

- Holdet bag YouTube har opbygget en spændende og magtfuld medieplatform, der supplerer Googles mål om at organisere information i verden og gøre adgangen til information mulig og brugbar, sagde daværende Google-direktør Eric Schmidt i en pressemeddelelse.

I forbindelse med handlen oplyste YouTube, at der var omkring 40 millioner daglige brugere, som i alt så mere end 100 millioner videoer på tjenesten dagligt.

I dag er der en milliard unikke månedlige brugere, mens der bliver set over seks milliarder timers video på en måned. Det er næsten en time per person, hvis man tæller alle mennesker i hele verden med, oplyser YouTube.

Kilder: dr.dk/business.dk/b.dk/politiken.dk/computerworld.dk/Ritzau/Bloomberg/Wall Street Journal/version2.dk/mashable.com/youtube.com